Boelgekraft.jpg

Bølgekraft

Hav, have og hus i symbiose

Inde og ude strømmer sammen omkring den transparente kystvilla. Både arkitektur og havedesign hylder overgangen fra råt hav til frodigt gårdmiljø – en overgang, de rejseglade ejere elsker. Tag med på opdagelse fra brænding til baghave.

Bølgekraft_01.jpg

Historien om kystvillaen begynder i vandkanten. Her elsker ejerne at opholde sig. Nærheden til havet giver dem ”en kæmpe livskvalitet”. Derfor er alt på ejendommen en hyldest til kystmiljøet. For eksempel er der tænkt grundigt, før trædestenene af danske natursten ned mod badebroen blev anlagt. Samme type sten er anvendt til kystsikringen, så man får lagt både natur og funktion ind i stenstien. Lars Juncker fra Junckerhaven har materialiseret de ideer, DesignHaver har tegnet. Han forklarer:”Stenene er lagt med den flade side opad med 65 centimeter fra midt til midt. Med den afstand går man behageligt langsomt, og samtidig styrer stiens slyngninger øjet, så man automatisk stopper op og nyder udsigten”.

Bølgekraft_02.jpg

Enkelthed er et helt grundlæggende dogme for kystvillaen. Enkeltheden går igennem ejendommen som en rød tråd midt i det grønne miljø. Med til dogmet hører eksempelvis et meget begrænset antal planter og materialer, der ikke bare refererer til den danske natur – men som også hviler på ét helt afgørende valg. Nemlig egetræ. Badebroen er et eksempel på, hvordan enkeltheden og egetræets udtryk får lov at bære. Dækket på broen er helt bevidst opført uden gelænder. Selv hullerne til skruerne er proppet til, så intet forstyrrer blikkets rejse ud over vandet. Et udtryk, ejerne helt bevidst har jagtet sammen med striben af fagfolk, der har bidraget med at tilpasse stedet til deres kystglæde.

Bølgekraft_03.jpg

Når man står på trædestenene og kigger op i haven, får man det første indtryk af havens hovedhistorie. Fra det rå, ofte blæsende og kølige miljø nær vandkanten, sker der et gradvist skift til en gennemkomponeret gårdhave, der er synlig igennem hele huset. Ifølge Tor Haddeland fra DesignHaver ændrer vækstvilkårene sig for hvert skridt, man tager op i haven. Om foråret er det køligt med havgus, vind og vintervand. Ved højvande kommer planterne helt ned mod havet i kontakt med saltvandet. ”De vilkår skal med ind i en haveplan – eller måske skulle jeg kalde det ”naturplan” i den her have?”

Bølgekraft_04.jpg

DesignHaver kom med ind i projektet, da huset var opført og en række valg i haven var taget mellem arkitekt og det natur- og kystglade par. Parret havde dog et klart ønske om at få sig en strandeng på arealet fra huset ned til vandkanten. Et vildnis, som mindede dem om et naturareal i nærheden. På en junidag lyser ønsket op i blomsterne på de hjemmehørende arter som engelskgræs og strandkål … men det er en nøje afstemt vildskab, der er plantet ind. En af de vigtigste ideer, DesignHaver spillede ind på parrets hjemmebane var nemlig at placere beplantningen i afgrænsede zoner. På den måde blev bedene nemmere at styre. Og bedene blev endda formet som bølger.

Bølgekraft_05.jpg

Store glaspartier åbner helt op for udsynet til det hav, ejerne er vilde med at være aktive i og på – gerne i badetøjet eller i kajakken. Glasset er indrammet af egetræ, husets helt dominerende materiale. Ejerne forklarer, at det havde været meget nemmere med alu-vinduer. ”Vi vidste godt, at materialevalget kræver vedligeholdelse, men den er vi villige til at tage, for egetræet er med til at give en fantastisk stemning omkring huset. Her i Nordsjælland er træsorten også bundet til stedet”, siger ejerne. De betoner, at egetræet – der går igen på gulvene i huset, på terrassen og endda badebroen – giver enkelthed og ro. ”Der er en virkelig god harmoni. Der er intet, der støjer”.

Bølgekraft_06.jpg

Ude og inde gror sammen på kryds og tværs. Inde fra soveværelset ser man ud på de bølgende bede, hvor marehalmen stikker op. Men det er langtfra kun plantevalget i haven, der er afstemt efter husets udtryk og naturmiljøet omkring ejendommen. Det går også den anden vej. Arkitekt Jørgen Juul forklarer, at skydedørenes farve i soveværelset er valgt ud fra marehalmens nuancer. ”Jeg har siddet med mange marehalmstrå og farveskalaer for at genskabe farverne. Når du ser nærmere på et strå, har det i virkeligheden mange farver. Så dørenes farve er et billede af … en fortælling om marehalmen”.

Bølgekraft_07.jpg

”Vi kan se vandet – uanset, hvor vi er”. Sådan lyder svaret, hvis man spørger parret, hvad de er mest glade for i den transparente villa. ”Huset er udtænkt, så vi har udsigt over vandet fra næsten alle rum. Naturligvis fra køkken, stue og soveværelse, som ligger direkte ud til vandet, men også fra gårdhaven, når vi kigger gennem de store glaspartier. Aftensolen er i gårdhaven, men vi går ikke glip af udsigten – og selv på en kølig og blæsende aften er der læ og lunt”. Den idé opstod sammen med arkitekt Jørgen Juul, der siger: ”På en østvendt kyst er der sol om morgenen. Derfor var det meget afgørende at opføre et transparent hus, så man har læ og aftensolen fra vest, men alligevel kan kigge gennem huset ud over vandet, mens solen går ned. Solens gang og geografien har ’dikteret’ ideen”.

Bølgekraft_08.jpg

Første kapitel af historien om haven slutter på toppen. På toppen af trappen, der leder fra carport ned over en skrænt til gårdhaven. Her er udsyn over hus og have, der er viklet ind i hinanden. For fødderne lyser den frodige gårdhave op. Et miljø, der synes langt fra det rå havmiljø, der glimter bag det gennemsigtige hus. I gårdhaven har DesignHaver tilføjet afstemte planter og skabt rumeffekter med bede. Det er sket ved at bryde belægningen med plaza-karakter, der var anlagt, før DesignHaver kom med i processen. Nu garnerer hjemmehørende planter og træer scenen. Tor Haddeland er stadig overvældet, når han ser synet fra toppen af trappen: ”Jeg har slet ikke lyst til at kalde det en have. Man træder ind i en anden verden. Du åbner en port, og så er du i et andet univers.

Naturhaven ved kysten.jpg

Naturhaven..

interview med havens ejere.jpg

Interview med kystvillaens ejere

Parret, der bor i den gennemsigtige villa, ønskede sig en naturhave ned mod stranden. Hvordan den skulle se ud, og hvordan man samtidig kunne styre naturens vildskab, havde de dog ikke nogen klar idé om. Den leverede DesignHaver til dem.

Læs, hvordan parret bag den transparente villa fandt og arbejdede sammen med DesignHaver. Processen skabte ideer, de slet ikke havde set komme. Især de bølgeformede bede, der er med til at skabe et maritimt miljø, der matcher det kystnære hus. Et hus, hvor man kan sidde i læ i gårdhaven bag huset – og alligevel se ud over havet på en kølig, blæsende dag.

Læs hele interviewet her
Bølgekraft_09.jpg

Da DesignHaver kom ind i processen med at få samspillet mellem hus og have til at klinge helt rent, var der allerede lavet en plan for belægningen i gårdhaven. Opgaven i gårdmiljøet var derfor at bryde rammerne, skabe rumfornemmelse og hygge. Nu er der anlagt zoner med bede, hvor et miks af plantesorter – hjemmehørende i Danmark – får lov at folde sig ud. Billedet er taget i juni, hvor de engelske græsser råber op med lilla blomster. De engelske græsser går igen i den del af haven, der går helt ned til kysten. Gentagelsen er med til at skabe sammenhæng mellem de to ellers meget forskellige afsnit af haven.

Bølgekraft_10.jpg

Småvækster som timian får lov til at krybe organisk ud over belægningens hårde, rette linjer i gårdhaven. Timian trives som nabo til de solvarme fliser og står med duftende, let-lilla blomster i juli og august. I september, hvor billedet er taget, har blomsterstandene lune høstfarver. Timian er et eksempel på, at der er plukket ivrigt fra listen over arter, man naturligt kunne støde på i det kystnære miljø. Tor Haddeland: ”Her er de hjemmehørende arter med et naturligt udtryk sat ind i en ramme med et enkelt design. Vi kan ikke efterligne den komplekse natur, men vi kan tage de bedste elementer fra den og trække naturpræget ind i haven”.

Bølgekraft_11.jpg

Bag plantevalget er der en klar intention om at koble udtryk og farver mellem hus og have. Her highlighter aftensolen, at fjergræsserne i forgrunden arbejder sammen med husets hjemmehørende grundmateriale, egetræ, samt det levende sedumtag. Når aftenbrisen løfter i de lette græsser, danser skyggerne over flisernes lyse flade. I gårdhaven midt i billedet er der også plantet to bærmispel som et grønt afbræk med danske aner, ligesom det lægivende uderum er afgrænset yderst til højre af et hjortetaktræ. Fjergræsserne med varme, lyse høstfarver i forgrunden danner i øvrigt kontrast til den koloni af lav, mørkegrøn bjergfyr, græsserne er sat lige op ad. Bjergfyr-beplantningen ses ikke på billedet.

Bølgekraft_12.jpg

Samme scene set fra samme vinkel to måneder tidligere på året. Et eksempel på, at der nærmest hver eneste uge sker noget nyt i haven, når årshjulet triller. Her tidligt i juni har haven stadig et præg af de spæde forårsfarver. Oppe fra sedumtaget, der er et miks af forskellige løg, mosarter og græs, strømmer summelyde fra bestøvere, der samler nektar i de lave blomster. Husets arkitekt, Jørgen Juul forklarer, at haveglade folk ofte vil have mange vækster. ”Men her er udvalget skåret ned, så det har et enkelt og minimalistisk niveau. Det er også det, huset udtrykker. Samtidig er der valgt vækster, der blomstrer på forskellige tidspunkter af foråret og sommeren”.

Bølgekraft_13.jpg

Først i juni jubler de nøjsomme engelske græsser over lyset og livet. Strandkålens blomster er helt med på den festlige stemning – og strandkål tilmed spiselig. Planterne er nøje håndplukket til det rå miljø lige ned til havet, og de er med til at give den idé om en strandeng, ejerne efterlyste, da DesignHaver kom ind i billedet. Ifølge Tor Haddeland er der dog ikke er tale om et vildnis, som en strandeng reelt er: ”Det er svært at luge i et vildnis. Du mister kontrollen. Vi nåede frem til, at ejerne faktisk gerne ville have den kontrol – og kunsten var så at få det til at se naturligt og ikke-konstrueret ud, men stadig have struktur på det. Derfor har vi zoner med græs mellem de bølgeformede bede.

Bølgekraft_14.jpg

Ud på sensommeren er græsser og strandkål afblomstrede, og i stedet træder de gyldne høstfarver frem. Aftenlyset skinner på den idé, DesignHaver tilførte haven ned mod vandet: Nemlig at bedene rejser sig som bølger. Tor Haddeland forklarer, at han har prøvet atbygge en historie ind i haven, der er inspireret af nærmiljøet. På helt samme linje som plantevalget. ”Ude på vandet løfter bølgerne sig, når det blæser. Jeg har et tydeligt billede af, hvordan bølgerne kommer ind. Derfor har jeg tænkt bedene i zoner på en måde, der minder om den måde, bølgerne strømmer ind over standen på”.

Produkter brugt i denne have

Få tegnet en målfast og unik haveplan for kun 25.550,-

Se et par af vores prestigehaver i BO BEDRE

Så langt kan du komme sammen med os

Dyk ned i reportagerne
bo-bedre-magasin_2022.jpg
Menu